"Misha"

(et eventyr fra en bog af Bruno Ferrero "Stories" – dels i selvtilpasning)

Misha var en lille bamse. Han havde røde fløjlsfødder, øjne lavet af knapper og en næse lavet af en kugle af uld. Den tilhørte en lunefuld lille pige, der krammede ham nogle gange, og nogle gange smed hun den på gulvet eller rykkede i hans sarte stofører. Han ønskede at ændre sin skæbne af hele sit hjerte: han ville se skoven, marker og stjerner, indånde den friske luft og lære verden omkring ham at kende.

En dag tog han sit livs vigtigste beslutning: besluttede at stikke af fra pigen. Han udnyttede forvirringen, som det var i dagene op til jul, han så en åben dør og var på fri fod.

Bank på fødderne, han vandrede i sneen og var gladere end nogensinde. Świat pełen był obiektów do czynienia wspaniałych odkryć: træer voksede langs vejen, i hvis brede grene rugede fugle, glæde Misha med deres sang. Stjerner skinnede på nattehimlen. Mishas øjne blev store: alt var utrolig smukt.

Det var juleaften. Aften, hvor alle skabninger burde gøre noget godt. Pludselig hørte Misha lyden af ​​slæden. Det var et rensdyr, som slæbte slæden efter sig, fyldt til randen med pakker pakket ind i farvet papir. Han forklarede bjørneungen, at han afløser julemanden, som allerede er for gammel og træt, at vandre i sneen.

Rensdyr inviterede Misha til slæden. Og så begyndte bjørnen at turnere byer og landsbyer i en magisk vogn fyldt med gaver. Det var ham, der stillede et stykke legetøj eller en anden specialtilberedt gave ved hver pejs. Han nød denne aktivitet, nød det. Hvis det stadig bare var et almindeligt legetøj, han kunne ikke have levet sådan en nat.

Og nu er de nået til det sidste hjem: en fattig hytte i udkanten af ​​skoven. Misha lagde sin pote i den store taske, ledte efter, han vendte sig - men fandt intet der.

– Rensdyr, Rensdyr! Der er intet tilbage i din sæk! – råbte bamse.

– Og… – et bekymret rensdyr stønnede.

En syg dreng boede i hytten. Måske vågner i morgen, han skulle ikke finde noget ved siden af ​​sin seng? Rensdyret så bedende på Misha med sine smukke øjne. Bjørneungen sukkede dybt, han så sig omkring, kigger ud over markerne, hvorpå han vandrede med en sådan fornøjelse. Han så på skoven, og så gik han ind i sommerhuset og for at gøre sin gode gerning i julen, han gemte sig i skoen af ​​en syg dreng, hvor han ventede til morgenen.