Alt sammen på grund af musen
Dette er Kanin. Virkelig. Ingen elefant uden snabel, som far griner nogle gange, heller ikke en mus med en luftig hale. Ikke engang en hare. Kun den vilde kanin. Han har levet under jorden i lang tid. W norce. Sammen med mor, far og søskende.
Alle gik bare som sædvanligt, og han blev som sædvanlig. Ingen derhjemme var overrasket over dette. – Det bliver større, Det vil ændre sig. Det vil vokse ud af det – sagde min mor.
Kaninen krøb sammen i sit hjørne af hulen og vrikkede med knurhårene. Han vidste ikke hvorfor. Dog lidt kedsomhed, lidt af vane. Han ventede. – I dag skulle der ske noget ekstraordinært. Jeg er nødt til at være tålmodig. Enkelt gang… to…tre… – han talte. Og igen:– Enkelt gang… to… tre… – Men der var stille i hulen, grå og mørkere end i går.
Pludselig bragede noget. Og lige efter det: pac! En kæmpe klump vådt sand ramte kaninen i næsen… Han lukkede øjnene hurtigt. Det var endnu mørkere på den måde – men sikrere. Hvor meget kan du sidde stille, at ryste og intet se? – han tænkte. Han åbnede øjnene. Noget bevægede sig i minkens mørkeste hjørne. – Hvem er der? – spurgte han ret højt.
– Mus, jeg gravede ved en fejl i din hule.
– Og du dækkede indgangen til?
– jeg er så ked af det. Jeg trækker vejret eller lidt mindre, og så vil jeg forstørre denne tunnel, og der vil være en udgang fra denne side igen.
– En indgang er nødvendig. Hvordan mine forældre og søskende kommer hertil?
– Den nye indgang eller udgang vil være endnu mere synlig end den forrige. Du vil selv se.
– Jeg har ikke lyst til at gå nogen steder. Bare sig det, hvorfor gravede du denne tunnel?
– Du hørte intet og intet? På overfladen…der er storm nu. Der vil være en regnbue efter den. Jeg havde travlt, at se hende i tide.
– Hvad er en regnbue?
Musen så betænksom ud.
– jeg tror, at det er et par smukke flammer. Det er en regnbue… Ach, regnbue! Du skal se hende. Regnbuen brænder ikke, brænder ikke noget, varmer ikke… Dens farver ændrer sig ikke. Jeg ved ikke hvor højt du ville skrige, de vil ikke rokke sig. Hun er stille og den smukkeste af alle, hvad jeg ved. Medlidenhed, at ingen lugt. Og at du ikke kan prøve det en lille smule. Men det må hellere være sådan, som det er, kunne jeg se det i det uendelige.
– Betyder… at det ikke er mørkt på jorden?
– Åh nej! Solen skinner i løbet af dagen, og hvis den ikke er tændt., du kan se alt godt alligevel. Det er mørkt om natten, men månen og stjernerne skinner… Jeg foretrækker regnbuen frem for stjernerne. Stjernerne er stationære, kolde katteøjne. Det er slet ikke behageligt at se på sådan noget.
– Regnbue… – sagde kanin eftertænksomt. – jeg føler, at jeg er træt af mørke og grå mink, samt farven på dens pels. Jeg havde aldrig fortalt nogen om dette før. Jeg vil se en regnbue.
– Ide… Du behøver ikke være bange for hende, løbe fra hende. Hun klør sig ikke, bider ikke, brænder ikke.
– Jeg er stærkere end dig. Jeg er ved at rive denne klump af snavs af og udvide tunnelen til indgangen. Og så vil jeg se en regnbue.
Ikke ligeglad med pelsen, om poterne, Kanin kastede sig frem og begyndte at arbejde i en fart. At grave, at grave, så meget som han havde styrke. Musen blev efterladt et sted, men han tænkte ikke på hende mere. Han sparkede bare, at se regnbuen så hurtigt som muligt.
En ret stor sten stod i vejen. Kaninen gispede, skubbede ham så til side. Stenen rullede… det vides ikke hvor… Og så blev hans øjne mørke. Så begyndte guld og røde cirkler at spinde.
– Er du en regnbue? – spurgte kanin. – Jeg har aldrig set dig før.
– Ikke. Jeg er solen.
– En? Jeg kan se et par cirkler eller kugler.
– Jeg er virkelig single. Du er ved at vænne dig til mit lys, til dagens lysstyrke, og du vil se mig klarere.
– Rent faktisk. Jeg har aldrig været her før og har ikke set noget lignende. Jeg føler mig behagelig varm. Jeg kan godt se farven på min pels.
– Du leder efter en regnbue? – spurgte solen.
– jeg ville have… se hende, fordi jeg var træt af gråt og mørkt i hulen. Og hvorfor er du så høj?
Solen lo.
– Jeg har vandret til dette sted siden daggry. Nogle gange hurtigere, nogle gange langsommere. Jeg ruller tilbage om aftenen, ned. Så kommer en mørk nat i mit sted. Det lyser op af månen og stjernerne. Og også skyer. Jeg varmer folk i løbet af dagen, dyr og blomster. Natten får alle og alt til at sove.
– Jeg kender natten – Kanin huskede. – Han er ofte i vores hule. Derfor ville jeg nok gerne sove hele tiden. Men … Jeg har aldrig set skyer før.
– jeg er her! Jeg svajer over dig! – Cloud græd. – Vil have, at jeg ville vise regn eller sne?
– Hmm… Jeg ved ikke. Jeg tænker dog, den regn. Der formodes at være en regnbue efter regnen?
– Ikke altid. Men nogle gange er det. Det er pænere efter regnen. Hvis der var faldet sne, det ville være koldt.
– Så jeg foretrækker regn – Kanin besluttede.
I det øjeblik blæste det, og skyen var væk… spredes i et par små skyer undervejs.
– Hvad er det? Er det regnen??
– Ikke. De kalder mig Vinden. Jeg jagede skyen væk, fordi det kastede en skygge på blomsten. Se, hvor mange farver har den. Den er grøn og hvid, stadig lyserød, derefter rød, meget rød.
– er en blomst… det er et stykke af regnbuen? – spurgte kanin.
– Ah nej. Regnbuen er på himlen, og blomsten vokser ud af jorden, fra korn – frø. Og jeg leverer dem, jeg spreder, Jeg spreder mig.
– Blomsten er meget smuk. Kan jeg se det nøje? – Kaninen lænede sig over og nysede. – Aaa-psyke! Det dufter godt! Det er Blomster-Apsiken. Det kan jeg kalde dig? – spurgte han høfligt.
– O, Hvis du vil… Bare lad være med at kildre mig med dit overskæg og bloker ikke for solen igen. Jeg var ret kold før, da der var en sky på himlen – sagde Blomsten.
Kaninen sad på den ene side og så med glæde.
– Du er smuk – gentog han eftertænksomt.
– jeg ved det. I morgen vil jeg være endnu smukkere.
– Du vil visne i overmorgen – Snegl lo.
Blomsten så tilbage. Sneglen var lige der, næste dør.
– Men alle har tid til at se på mig. Jeg vil hellere være en blomst end en snegl.
– Ingen, ingen… – den fornærmede Snegl spindede. – Jeg er heller ikke grim. Har du set nogen som denne skal? – spurgte kaninen.
– Ikke… – svarede han ærligt.
– Jeg er skinnende efter regnen, sølvfarvet og virkelig smuk.
– Måske ved du det, vil det stadig regne? Jeg ville elske at være lige så smuk som hver af jer. Det hele afhænger af regnen, fra regnbuen efter regnen… Sådan vil jeg gerne endelig have en pænere pels. Pink eller gylden… – drømt op.
– Du er slet ikke grim – Snail forsikrede mig.
– Du er virkelig ret iøjnefaldende – Blomsten tilføjede nådigt.
– Alt sammen så gråhåret? – spurgte kanin tvivlende.
– Hej, Hej! kan du høre mig? Kig op! – råbte solen.
– Jeg kan ikke. Du skinner så klart.
– Så lyt til det. Jeg giver dig en gave. Lidt af min smukkeste farve. Jeg er helt pink og rød ved daggry. Dine øjne vil være sådan nu.
– Virkelig? – Kaninen glædede sig.
– Kom til mig. Der er en lille vandpyt her. Tag et kig – råbte Snegl. – Du er med sådan nogle øjne… meget interessant.
– O, så – blomsten bekræftet.
– EN… vil jeg se alt bedre nu? – spurgte kanin.
– Det afhænger bare af dig, Hvad vil du se – sagde solen.
– tak skal du have! – råbte kanin. – Jeg ved ikke, Hvad skal jeg gøre nu. Gå tilbage til hulen eller gå videre? Jeg vil gerne se så meget.
– O tak, værd at lære endnu: træ og vand, måne og stjerner, barn og mennesker generelt… – Sneglen talte langsomt op.
– Det er dejligt at kunne gå. jeg misunder dig – hviskede blomsten.
– jeg er overbevist, at jeg kan finde en regnbue et sted. Jeg ville jo rigtig gerne se hende – Kanin huskede.
– så lad os gå. Nu går jeg med dig… – sagde solen muntert. – Så vil du møde en anden blomst, en anden snegl, så sommerfuglen, fugl, firben, myre og frø, og endda et sort egern.
– Og et eller andet sted der, måske allerede bag det tredje store træ, bag den anden store sten, eller måske nærmere… der vil være en regnbue – Kanin sukkede og prikkede bag solen og sang ganske pænt, og samtidig højlydt:
Selvom det regnede i går,
og i dag blæser vinden,
det er hver dag, hver dag er fantastisk!
Når du siger ja til andre,
du nynner sådan for dig selv:
vi har en god dag, vi har en god dag,
ach, hvilken vidunderlig dag!
Hundrede børn venter på mig, hundrede spil,
Jeg vil hoppe hundrede, Jeg spinder, Jeg nynner:
Jeg har venner tæt på, jeg har mange venner,
Jeg er slet ikke alene!
Så det bliver dejligt at falde i søvn bagefter.
Vi anbefaler især farve med en mus.